Christinero
Mandag den 19. maj 2008 var Bente og jeg i Christiansfeld og ville samtidig benytte lejligheden til at se nærmere på Christinero. Jeg havde gennem flere år haft lyst til at besøge stedet, men aldrig fået gjort noget ved det. Nu skulle det være. Solen skinnede og man kunne rigtigt fornemme at det var forår.
Jeg havde set, at der ved rundkørslen vest for byen var et skilt mod Christinero - så det var bare at køre der ud og følge afmærkningen. Det skal man ikke – i hvert fald ikke hvis man vil køre helt op til Christinero. Vil man parkere ved lågen ind til anlægget, må man køre ned til lyskurven syd for byen og køre mod vest forbi Favrvrå, hvor et skilt til højre viser mod Christinero. Den vej vi var på vej ud af er en afmærket vandrerute. Vi kom ned til den gamle præstegård, men nu var der ikke nogen afmærkning. Ud af bilen og se efter afmærkninger. Der var ikke noget at se – kun en lettere tilgroet sti langs en mark, men der kunne bilen ikke komme nedad. Hvad skulle vi så? En hurtig beslutning blev taget, da der kom en bil med trailer bagfra – vi holdt midt på vejen og spærrede for al trafik. Lige ud, ind gennem gårdspladsen på den gamle præstegård, forbi ”Bulladen” og videre sydpå af en grusvej som går gennem Smedeholm skov og lige ned til P-pladsen ved Christinero.
Efter at have parkeret bilen gik vi gennem den hvide port og ind i anlægget. Der er en meget varieret beplantning og visse steder også en kraftig undervegetation. Vi kom ned i den anden ende af anlægget hvor kapel og gravsted ligger. Blot for at konstaterer at flere ruder i kapellet var smadrede. Trist at sådan et sted ikke kan ligge i fred.
Da vi begynder at gå tilbage mod bilen kommer en ældre cigarrygende mand imod os og spørger os om vi ikke lige kan hjælpe ham med at læsse et par træer af hans trailer – hvilket vi da godt kan.
Det viser sig. at manden er den lokale skovfoged Preben Ravn som har drevet skoven siden begyndelsen af 1960’erne. Det var ham som var kommet kørende med trailer ved den gamle præstegård og han kunne da lige fortælle os at det ikke var tilladt at køre den vej vi kørte.
Herefter fik vi ellers en beretning om stedets historie fortalt på en levende og humoristisk måde af en mand med stor viden om stedet.
Vi fik historien om kammerherreinde Christina Friderica v. Holstein der havde skabt stedet som en romantisk have. I dag har stedet mest karakter af skov. I anlægget findes tre bygninger: Kogehuset, Pavillonen og Kapellet, hvor Christina Friderica v. Holstein ligger begravet. En spændende historie og jeg kan tilføje at Preben Ravn viste os stedet hvor kammerherreinden havde holdt hendes eftermiddags-kaffeselskaber. Man har efter stormen i 1999 forsøgt at genskabe stedet – en lille vestvendt ”naturlig pavillon” med fri udsigt ud over markerne.
Mange af de store gamle træer væltede i 1999 og det kan ses, selvom der til dels er ryddet op og plantet nyt siden. Man har valgt at lade enkelte træer ligge. Vi kom forbi et af disse som var blevet til en krokodille. Et andet ligger delvist ude i den en af to damme med springvand. Der havde førhen været en gynge i dette træ så man kunne svinge sig ud over dammen. Preben Ravn fortalte her om dengang han havde haft en Husmoderforening med rundt i skoven og da de kom til dammen skulle han lige demonstrere hvordan gyngen blev brugt at børn. Her glemte han bare lige at han selv var lidt tungere end børn normalt, så en vis legemes del blev våd til stor morskab for damerne.
Mens vi havde gået og snakket om stedet, var vi kommet ned til hans bil og trailer. På traileren lå der tre træer - en meget flot blodbøg, en ask og en tredje træsort – alle tre over fem meter og med en stor rod/jordklump. Det var godt at de ikke skulle læses på traileren. Med besvær fik vi træerne trukket af traileren og 15-20 meter ind i skoven. Træerne skulle senere på dagen plantes i anledning af Brødremenighedens verdenskongres.
Lindetræet har gennem mange år været det dominerende træ blandt de i dag over 30 forskellige træsorter i anlægget. Egentlig ikke så underligt efter som lindetræet også er kendt som kærlighedens og glædens træ. Det fortælles at lindebladet har givet form til de berømte honningkage-hjerter.
Skulle Jeres vej en dag gå forbi Christiansfeld så tag en tur ud til Christinero og fornem den fred og harmoni som hviler over stedet.
November 2008
Klaus Stifinder
Bente ved siden af asken Blodbøgen ultimo august 2008
ultimo august 2008