Gammelkarles cykelfærd Anno 2007.

 

Deltagere: Høje Talsmand Peter Sætteskipper – Rådsskriver Mogens Raadmand – Erik Dækskifter – Leif Sildegører – Palle Lænkefører og Paul Altid Glad.

Desværre måtte årets turleder Erik Brødbager melde forfald, da hans iskias (smertende nervelidelse i benet) gjorde knuder. Det skal siges, at Erik var en god supporter, der hver morgen – over mobilen – fulgte Gammelkarles færd.

Mødestedet var i år Hobro, hvor Leif selvfølgelig havde en skole- og spejderkammerat – Niels Gundersen, som igen havde en spejderkammerat, der stillede en gårdsplads til rådighed for vore osende kærrer den næste uges tid.

 

Dag 1.  6/8

Omkring en tom høstvogn, havde en ”gudbenådet sagafortæller” Niels Gundersen placeret forskellige plancher med Hobros forhistorie – fra istidens store tunneldale – hærvejens vadesteder – vikingeborgen Fyrkat, samt fortællingen om ”Odins alter”. Det krævede et nærmere eftersyn – Niels og Erik startede deres osende kærrer og vi andre hoppede ombord for at age nogle få km nordpå – ud til en liden skov – ca. 100 m ind ad en skovvej – ud af bilerne – ind over et vindfældet område ca. 100 m ved en lille høj, hvor den første sten lå, med 5 huller indhugget. Der lå en hel række af sten, med syv og op til ni huller. Stort set alle sten med hultegn lå i retningen øst-vest. (Leif havde kompas med). Herinde kunne Niels Gundersen vise os ”Odins alter” – en offersten, som Niels kunne berette om, at stedet bliver besøgt af ”Asertroende” medlemmer. Han kunne fremvise et billede af stenen, hvorpå der lå en fisk. Efter denne ekskursion, drog vi tilbage til høstvognen, hvor Leif på vanlig vis diskede op med sild og andet mundgodt, dertil humle og livets vand.

 

”Jernhestene” var sadlet op, så karles videre færd kunne starte. 7½ km nåede vi at køre, da Talsmandens bagdæk tabte luften. Vores 1. mekanikere Leif og Erik gik straks i gang med at lappe. Cyklen blev meldt klar, men da Peter satte sig op, var luften ude igen. Niels Gundersen var heldigvis ikke længere væk end mobilen kunne række – så et par nye slanger blev rekvireret.

Det gav lige en god times rast ved Glenstrup Sø, hvor Niels hurtigt dukkede op med et par nye slanger.

Herefter gik det nordpå til Katbjerg med tvillingehøje med 2 gravkamre, som vi med lommelygter var inde i. Ned til Mariager by, hvor Talsmanden vogtede på karles bagage, mens vi på cykler besteg Hohøj (110 m). de sidste 12 m dog til fods. Og hvilken udsigt, der var her oppe fra – 75 km.

”Den som ikke bestiger bjerget, får heller ikke udsigten.”

Langs Mariager fjord til Assens – ned på den nedlagte banesti til Hadsund, hvor første overnatning

på campingpladsen fandt sted.

 

Dag 2. 7/8

Efter 1. nat fandt Talsmanden ud af, at det nyindkøbte telt var for lille og ubekvemt. Medens morgensolens stråler tørrede duggen på vores telte – drog Talsmanden til Jysk Sengetøjslager for at indkøbe et større telt – nok et par kilo tungere – men også mere behageligt. Det gamle telt blev doneret til ”campingpladsmutter”.

Ud på den nedlagte banesti  Hadsund – Aalborg. En smuk tur gennem krat og småskove – over dæmninger med vid udsigt til høstmodne marker med travle landmænd, der skulle have bjerget kornet i det flotte solskinsvejr – til Bælum. ( En gang kaldt Østhimmerlands hovedstad ). Her drejede vi fra ad cykelruten mod Lille Vildmose til Toftesøtårnet, hvor vi gennem kikkerter kunne følge både fugle og kronvildt. Via Vildmosegård til Muldbjerg (48 m), der blev besteget – og hvilken flot udsigt over Kattegat mod øst – og arbejdende tørvemuldsmaskiner i Vildmosen mod vest. Nu var der ikke så langt til Egense, hvor færgen til Hals lå klar for en kort sejlads over Limfjorden, og kort tid efter var teltene rejst på campingpladsen.

 

Dag 3. 8/8

Dagens etape gik langs Limfjorden til Vester Hassing, hvor der blev provianteret til frokosten, som skulle indtages ved næste postament Hellig Høje (46 m.) Her lykkedes det os at få Høje Talsmand til at bestige og se postamentet. (Så nu ved han, hvordan sådan et postament ser ud.) Da han nu havde besteget ”bjerget” – blev der fremsat udtalelse om, at han nu skulle tiltales som ”Højhellig Talsmand” – men det blev til det kendte ”Høje Talsmand”.

Efter at have konsulteret Dr. Nielsen og indtaget frokosten på en solbeskinnet plet, fortsatte turen mod Aalborg, nærmere betegnet Lindholm Høje – grav- og boplads fra den sene jernalder og vikingetiden. Gravpladsen er en af Danmarks smukkeste fortidsminder fra yngre jernalder og vikingetid. Dette sted er jeg helt sikker på, at Erik Brødbager gerne selv ville vise frem – og et af højdepunkterne på vores cykelfærd. Med en flot udsigt over Limfjorden omkring Nr. Sundby og Aalborg og med postamentet på bakketoppen (44 m). Ned over den gamle Limfjordsbro og ud til campingpladsen og rejse telt for natten.

 

Dag 4. 9/8

Vi lod teltene stå og tørre, medens vi skulle opleve endnu et højdepunkt – Mølleparken (59 m).

Over mobilen havde vi kontakt med Erik Brødbager, som gelejdede os op til hans fordums legeplads og glade drengedage. Vi fandt stedet – og Leif Sildegører siger, ”Jeg kender nogle, som bor et par km sønden herfra – jeg tror de gerne vil give en øl”. (Hvor kender Leif ikke nogle gode venner – spejder  - eller skolekammerater eller for den sags skyld familie?) Og det var netop en søster og svoger, som besøget gjaldt. Der blev hurtigt sat havestole – borde og parasoller frem på terrassen – dertil snacks – Dr. Nielsen og kold humlebryg. Det blev en pragtfuld hyggestund hos nogle særdeles gæstfrie mennesker. Tilbage på campingpladsen, hvor Talsmanden havde passet godt på teltene – fik pakket og læsset på cyklerne – kørte vi langs Limfjorden til Klitgårds fiskerleje

hvor de 3 modigste fik et bad inden frokosten. Efter den traditionelle middagslur fortsatte vi sydpå til Nibe. Syd for byen lå campingpladsen – aftensmaden blev indtaget på Sebbersund kro – stegt ål med dertil hørende livets vand og humlebryg. Alle blev godt mætte – åleben i 2 ringe og x i midten af tallerkenen. Bøvs!

 

Dag 5. 10/8

Erik Dækskifter, Leif Sildegører, Palle Lænkefører og undertegnede mente ikke, at vi havde set så meget af Nibe by – så vi cyklede ind til staden for at tage den i nøjere eftersyn. Vi slog en tur ned til havnen, hvor der på en ny bygning stod ”Nibe Bryghus”. Vel ihukommende tur sidste år til Fur Bryghus, mente vi det kunne være et besøg værd. Det viste sig, at der skulle være åbningsreception senere på dagen – og bryg nr.1 var ved at få etiketter på – men vi fik lov til at smage på øllet som de allerførste. En ganske glimrende bryg, som Høje Talsmand og Mogens Rådmand måtte undvære.

(Vi tager etiketten med bryg nr.1 med til vinterblot, som bevis – den er håndskrevet.)

Tilbage til campingpladsen, hvor Peter og Mogens havde passet godt på bagagen. Fik sadlet ”jernhestene” op – og ud på den nedlagte banesti Nibe – Års. Efter et par km. deltes vore veje. Høje Talsmand blev sendt videre ad banestien (5-6 km) til Halkær Kro, hvor han skulle være rolig afventende. Vi andre tog en lille afstikker til et par postamenter – først Sebber trehøje (59 m)

og derefter Langager høje (66 m) – også her med en storslået udsigt. Og så på frihjul ned til Halkær Kro, hvor frokosten blev indtaget i krohaven. Efter en lille middagslur – trillede vi videre ad banestien mod Års, hvor der var en primitiv lejrplads ved St. Binderups klubhus i en gammel grusgrav. Palle Lænkefører og jeg valgte hver sin ”shelter”, så var vi fri for at slå teltet op.

Vi fandt hurtigt ud af, at der var en god bålplads – så Leif Sildegører og Erik Dækskifter var hurtig på cyklerne igen – ned til Års by, hvor der blev indkøbt nogle stykker kød og pølser, samt et par bøtter kartoffelsalat. Der er nu ikke noget der smager så godt, som et stykke kød man selv har grillet. Det begyndte at dryppe lidt – den første regn på vores cykelfærd – men pyt med det, vi tog blot regntrøjerne på. Godt mætte sad vi længe omkring bålet – fik lagt et par ekstra stykker brænde på, som flammede godt op – fik karlesangbogen frem - og sang af karsken bælg – vore kendte sommer- og  lejrbålsange. Det blev sent inden de sidste gløder døde ud  – så vi kravlede ind i telte og shelter – efter en herlig dag.

 

Dag 6. 11/8

Årle på morgenen trommede regnen på telte og shelter, så vi lå en stund længere end vi plejede og ”gassede” os i soveposerne. Regnen stod ned i stænger, så det blev stående ”morgentaffel”- med hurtig indtagelse af Dr. Nielsen – for at undgå vandfortynding og blødt brød. Teltene blev pakket sammen (godt våde) og cyklerne læsset – ad sted ned gennem Års by, hvor et forretningsjubilæum havde fået folk og musik på gaden, og søde piger delte roser ud. Der blev også delt et par enkelte ud til cykelholdet, som dog plantede dem ved byskiltet inden vi forlod Års. Regnen var i mellemtiden holdt op. Ca. 2-3 km. øst for Års, var der en vigeplads med et skilt, hvor man kunne se Gundestrup-karrets findested. Erik, Leif og Mogens var straks på vej ned ad den våde sti til findestedet. Gundestrup-karret blev fundet i 1891 – et sølvkar fra førromersk eller romersk jernalder. (Læs selv om dette interessante fund i leksikon- eller historiebøgerne). Da vi igen var klar til afgang, opdagede jeg, at min mobiltelefon ikke var i min yderlomme sammen med min telefonliste? – den måtte ligge oppe i den shelter jeg havde sovet i – det var der jeg sidst havde brugt den. Erik Dækskifter var straks klar – ”den henter jeg – jeg kan hurtigere hente den end dig” – han havde allerede hevet cykeltaskerne af – da jeg greb hånden ned i min inderlomme, hvor jeg tog om mobilen. Den var fundet – det kostede selvfølgelig en ”kvajebajer” til hele cykelholdet – ved ankomsten til nærmeste by, Suldrup. ( Tak til Erik for din gode vilje, som der heldigvis ikke blev brug for.)

Ad cykelrute 28 gik det ned mod Oplev og Thingbæk kalkminer, hvor vi var inde og se Anders Bundgaards skulpturmuseum – men der var køligt derinde 7-8 grader og da vi kom ud igen duggede vores briller fælt. Nu gjaldt det sidste del af dagens etape op til Rebild camping. Inden opstigningen skulle dagens punktering lige lappes – men bagfra kom en ældre dame cyklende og overhalede hele flokken. Det var der selvfølgelig et par gammelkarle der ikke ville finde sig i – ned i det lave gear og helt op uden at gå. Vi andre tog den pr. gåben det sidste stykke. Hurtigt fik vi teltene rejst – badet og var klar til spisning. Det var blevet lørdag aften – så alt var optaget af bryllupper og andre kom-sammen-fester – de larmede også godt det meste af natten, og kunne høres på den tilstødende campingplads. Aftenens festmåltid blev indtaget på Skørping jernbane-café.

 

Dag 7. 12/8

Sidste-dagen startede med en smuk tur ned gennem Rold skov til Arden, hvor indkøbet til frokosten blev gjort. Derefter cyklede vi et par km. vestpå for at bestige det højeste punkt på vores cykelfærd – nemlig Rold Bavnehøj (114 m.) – og hvilken udsigt der var herfra ud over en stor del af Himmerland – det kan slet ikke beskrives, det skal opleves. Ned på cykelruten igen mod Hobro, hvor frokosten blev indtaget ved Fyrkat vikingeborg. Senere var vi inde og se rekunstruktionen af et vikinge-langhus og voldanlæg. Nu var turen ved at være slut, men vi skulle lige passere et af hærvejens vadesteder – med det resultat, at jeg blev hængende i vandmasserne og fik min forskærm og stænkelap revet af skærmstiverne og begge ben i vandet. Pyt med det – solen skinnede og begge ben var tørre inden vi nåede Ulstrup, hvor de osende kærrer holdt – min km.-tæller stod på 331 km.

 

Jeg har prøvet at beskrive turen, som jeg har set det fra min cykel – håber I andre også har oplevet det samme. Paul Altid Glad.

Dette er livet! Citat: Gammelfar.

 

Liden statistik over gammelkarles cykelfærd gennem tiderne:

Gammelfar fortalte ved vinterblot i 1996, at han havde cyklet hærvejsruten 7 gange – fra Viborg til grænsen. ”Er der nogle som vil med til næste år?” – sådan nogenlunde startede det.

1997: (uge 25)

Rutetur: Ned ad hærvejen fra Viborg til grænsen. ( 294 km.)

Deltagere: Gammelfar, Kaj Køgerssvend og Paul Altid Glad

1998: (uge 32)

Rutetur: Start hos Gammelfar – over Als med skib til Ærø – og igen med skib til Langeland – rundt på Sydlangeland over broen til Siø, Tåsinge, Svendborg, Ringe, Odense og hjem. ( 309 km.)

Deltagere: Gammelfar, Kaj Køgerssvend, Paul Altid Glad + NP.

1999: (uge 24)

Rutetur: ”Danmark til Ejderen” – med start fra Kruså – ned gennem Sydslesvig til Husum – Nordstrand – på digerne til Ejdersluserne –Tønning – Friedrichstadt –Rendsborg – Dannevirke – Hedeby – Slesvig – Isted – Padborg. ( 418 km)

Deltagere: Gammelfar, Kaj Køgerssvend, Erik Dækskifter, Erik Brødbager, Paul Altid Glad + NP.

2000: (uge31/32)

Rutetur: Bornholm rundt. ( 209 km.)

Deltagere: Gammelfar, Kaj Køgerssvend, Erik Dækskifter, Erik Brødbager og Paul Altid Glad.

2001: (uge 32/33)

Rutetur: Øland rundt, Sverige. ( 361 km.)

Deltagere: Gammelfar, Kaj Køgerssvend, Erik Dækskifter, Erik Brødbager, Paul Altid Glad + NP

2002: (uge 24)

Rutetur: ”Sydhavsøerne rundt”. Lolland – Falster – Bogø – Møn – Sydsjælland – Storstrømsbroen og Fejø. ( 323 km.)

Deltagere: Gammelfar, Erik Brødbager, Leif Sildegører og Paul Altid Glad.

2003: (uge 32)

Rutetur: Skagen – Frederikshavn – Læsø rundt – kanosejlads på Uggerby å – gennem Tværsted  og Råbjerg til Skagen. ( 301 km.)

Deltagere: Kaj Køgerssvend, Erik Dækskifter, Erik Brødbager, Leif Sildegører, Palle Lænkefører og Paul Altid Glad.

2004: (uge32)

Rutetur: Ringkøbing Fjord rundt. ( 317 km.)

Deltagere: Erik Dækskifter, Mogens Raadmand, Leif Sildegører, Palle Lænkefører og Paul Altid Glad. 

2005: (uge 31/32)

Rutetur: Samsø rundt – Århus – Ry – Silkeborg og Horsens. ( 368 km.)

Deltagere: Erik Dækskifter, Erik Brødbager, Kaj Køgerssvend, Leif Sildegører, Mogens Raadmand og Paul Altid Glad.

2006: (uge 33)

Rutetur: Vestlimfjorden rundt. ( 354 km.)

Deltagere: Erik Dækskifter, Erik Brødbager, Leif Sildegører, Mogens Raadmand, Palle Lænkefører og Paul Altid Glad.

 

Km.-afstanden er taget efter min dagbogskalender.

Hvor tager vi hen i 2008?

Flere turforslag har været nævnt: Bl.a. Ø-tur i det Sydfynske – Ærø – Langeland – Tåsinge – Drejø – Avernakø og Lyø, og som førstegangsdeltager er Høje Talsmand selvskreven turleder.

Et andet alternativ blev nævnt med Hillerød som fast base – tage på ture ud i det smukke Nordsjælland. Der er forholdsvis kort til Fredensborg – Kronborg – Roskilde (vikingemuseum

og domkirke – Frederikssund – Frederiksværk. Skulle det blive regnvejr en dag, kunne et besøg på Frederiksborg slot være sagen. Eller hvad med at cykle op i den smukke Gribskov – her findes mindestene fra sidste verdenskrig – flyvermindesten – kulsvierstenen, hvor det gik galt for Kulsviergruppen under våbenmodtagelse den 21. april 1945. Tyskerne var der, og der opstod ildkamp, hvor 4 mand blev taget, resten af gruppen slap væk. (Det kunne måske få Gammelfar til at tage endnu en tur.)  Idéen med en fast base – var at man kunne tage korte eller lange ture uden bagage. Dele sig op i mindre eller større grupper og alligevel have mange fælles timer sammen.

Der er også postamenter i dette område. Kom med dit forslag til vinterblot.

 

forside